Velkommen til Folkeatlasset. Denne side indeholder nogle forskellige elementer, der ikke fungere på mobiltelefonen. Vi anbefaler derfor, at du åbner den på din computer.
Ved det første morgenlys tager Ruqayya ud med sin far, og hjælper ham med arbejdet på gården, og er først hjemme igen ved solnedgang. Ruqayya går i sjette klasse, men bruger det meste af dagens lyse timer på at arbejde ude i markerne sammen med de voksne i hendes familie. Hun laver sine lektier i fritiden og mens hendes jævnaldrende går og leger, glæder hun sig over at kunne hjælpe sin familie.
Udover at arbejde på gården og studere når tiden tillader det, hygger Ruqayya sig med at stå på rulleskøjter.
Første gang hun prøvede rulleskøjter var til en festival. Her var der bod hvor man kunne leje rulleskøjter, og hun fortæller, at hun blev draget af at se, hvor sjovt det så ud til, at børnene der løb rundt omkring boden havde det.
Hurtigt blev hun mødt med modstand der har rødder i det konservative traditioner i hendes landlige miljø: “Du er en pige, det er upassende” og “du skal ikke bare gå rundt og lege, lav dog noget nyttigt”.
Mine barndomsminder består mest af leg, og selvom jeg med mine ord er klar over, at det ikke er tilfældet, var min helt umiddelbare forståelse, at sådan var det for alle. Altså lige indtil jeg mødte Ruqayya.
Første gang jeg mødte Ruqayya var ved et tilfælde. Jeg var ude og fotografere det tågede landskab rundt i regionen hvor jeg bor, og blev draget af hendes røde tykke fletning der så magisk ud i tågen.
Hun fortalte mig at hun var tolv år gammel og at hendes dag startede med at binde sin hest, Sokkar, til hendes vogn, og kørte ud i dagens gøremål: “Jeg elsker at ride ham og vi tager tit på tur”.
Siden hendes brødre forlod arbejdet på gården, har Ruqayya hjulpet sin far ude på markerne. Selvom hun går i sjette klasse, arbejder hun hele dagen, og læser kun sine lektier, når hun kan stjæle et øjeblik her og der.
Rugayya tegner hver gang hun får mulighed for det, og på alt hvad hun har ved hånden – fx på et blad, som på et af billederne. Motiverne bliver det, hun lige kan se omkring sig: træerne, vandløbene, de grønne marker. En dag spurgte jeg om hun ville skrive noget, jeg kunne tage med i hendes historie, “nej,” sagde hun, “ jeg kan bedre lide at tegne”.
En af dagene broderede vi. Jeg havde taget nogle billeder med, som vi kunne arbejde på. Hun kiggede tydeligt irriteret på mit billede. Efter noget tid med stille surmulen, italesatte jeg det. Hun var sur over, at hun ikke var lige så god som mig. Vi tog ikke mange billeder den dag.
.jpg)
Anden gang jeg besøger Ruqayya er hun gladere og i bedre humør, end ved mit første besøg. Hun fortalte at hun for første gang havde set nogle børn grine højt og hygge sig med at stå på rulleskøjter. Nysgerrigt havde hun fulgt efter dem, og fundet boden der lejede rulleskøjterne ud og fik fat på et par. Hun fortalte at det havde været en fantastisk, glædelig oplevelse.
“Åh Gud, for profetens skyld, lad der være åbent!” kan man høre Ruqayya be, hver gang hun er på vej til rulleskøjteboden, der kun har åbent, når ejeren ikke har for travlt med sine studier. Det er blevet hendes lille fristed.
“Se lige hvor hurtigt jeg står, jeg er ikke så bage som før!” Efter mange ture, bevæger Ruqayya sig mere selvsikkert.
En af dagene hvor jeg er med hende ud til rulleskøjteboden, kommer Hazem, bodens ejer, hen og siger: “Du er nødt til at fortælle dine forældre når du er her, du kan ikke længere bare selv tage ud af huset”.
I en alder af 12 har Ruqayya været nødt til at lære at navigere i sit arbejdsliv, skoleliv og fritid – mellem sin families, skoles og lokalområdes forventninger. Nogle gange taler hun med en tyngde og et alvor, så hun lyder som en voksen. I ny og næ minder hun mig også om, at hun stadig er et barn, når hun uhæmmet står på rulleskøjter, eller bliver sur over broderier.
.jpg)
.jpg)
