Rania Debas

Velkommen til Folkeatlasset. Denne side indeholder nogle forskellige elementer, der ikke fungerer på mobiltelefonen. Vi anbefaler derfor, at du åbner den på din computer.

Ved det første morgenlys tager Ruqayya ud med sin far, og hjælper ham med arbejdet på gården. Hun er først hjemme igen ved solnedgang. Ruqayya går i sjette klasse, men bruger det meste af dagens lyse timer på at arbejde ude i markerne sammen med de voksne i hendes familie. Hun laver sine lektier i fritiden, og mens hendes jævnaldrende går og leger, glæder hun sig over at kunne hjælpe sin familie.
‍
Udover at arbejde på gården og studere, når tiden tillader det, hygger Ruqayya sig med at stå på rulleskøjter.
‍
Første gang, hun prøvede rulleskøjter, var til en festival. Her var der en bod, hvor man kunne leje rulleskøjter, og hun fortæller, at hun blev draget af at se, hvor sjovt de andre børn omkring boden så ud til at have det.
‍
Hurtigt blev hun mødt med modstand, der har rødder i de konservative traditioner i hendes landlige miljø: “Du er en pige, det er upassende” og “du skal ikke bare gå rundt og lege, lav dog noget nyttigt”.

Mine barndomsminder består mest af leg, og selvom jeg med mine ord er klar over, at det ikke er tilfældet, var min helt umiddelbare forståelse, at sådan var det for alle. Altså lige indtil jeg mødte Ruqayya.

Første gang jeg mødte Ruqayya var ved et tilfælde. Jeg var ude og fotografere det tågede landskab rundt i regionen, hvor jeg bor, og blev draget af hendes røde tykke fletning, der så magisk ud i tågen.
‍
Hun fortalte mig, at hun var tolv år gammel, og at hendes dag startede med at binde sin hest, Sokkar, til hendes vogn, og at hun så kørte ud i dagens gøremål: “Jeg elsker at ride ham, og vi tager tit på tur”.
‍
Siden hendes brødre forlod arbejdet på gården, har Ruqayya hjulpet sin far ude på markerne. Selvom hun går i sjette klasse, arbejder hun hele dagen, og læser kun sine lektier, når hun kan stjæle et øjeblik her og der.

Rugayya tegner, hver gang hun får mulighed for det, og på alt, hvad hun har ved hånden – fx på et blad, som man kan se på et af billederne. Motiverne bliver det, hun lige kan se omkring sig: træerne, vandløbene, de grønne marker. En dag spurgte jeg, om hun ville skrive noget, jeg kunne tage med i hendes historie, “nej,” sagde hun, “ jeg kan bedre lide at tegne”.

En af dagene broderede vi. Jeg havde taget nogle billeder med, som vi kunne arbejde på. Hun kiggede tydeligt irriteret på mit billede. Efter noget tid med stille surmulen, italesatte jeg det. Hun var sur over, at hun ikke var lige så god som mig. Vi tog ikke mange billeder den dag.

Anden gang, jeg besøger Ruqayya, er hun gladere og i bedre humør, end ved mit første besøg. Hun fortalte, at hun for første gang havde set nogle børn grine højt og hygge sig med at stå på rulleskøjter. Nysgerrigt havde hun fulgt efter dem og fundet boden, der lejede rulleskøjterne ud og fik fat på et par. Hun fortalte, at det havde været en fantastisk, glædelig oplevelse.

“Åh Gud, for profetens skyld, lad der være åbent!” kan man høre Ruqayya bede, hver gang hun er på vej til rulleskøjteboden, der kun har åbent, når ejeren ikke har for travlt med sine studier. Det er blevet hendes lille fristed.
‍
“Se lige, hvor hurtigt jeg står, jeg er ikke så bange som før!” Efter mange ture bevæger Ruqayya sig mere selvsikkert.
‍
En af dagene, hvor jeg er med hende ved rulleskøjteboden, kommer Hazem, bodens ejer, hen og siger: “Du er nødt til at fortælle dine forældre, når du er her. Du kan ikke længere bare selv tage ud af huset”.

I en alder af 12 har Ruqayya været nødt til at lære at navigere mellem arbejdsliv, skoleliv og fritid – mellem sin families, skoles og lokalområdes forventninger. Nogle gange taler hun med en tyngde og en alvor, så hun lyder som en voksen. I ny og næ minder hun mig også om, at hun stadig er et barn, når hun uhæmmet står på rulleskøjter, eller bliver sur over broderier.