Da krokodilen tyggede på sine lunger
Ved Suezkanalens bredder, næsten midt på kanalen, ligger byen Ismailia. Den er et af tre kanalzonedirektorater. Et sted, der engang blev fejret som “Havernes By” med en identitet formet af boulevarder med træer og frodige offentlige områder. Men byen er ikke længere den samme. Over tid er de grønne trækroner, som engang gav skygge til gaderne, blevet klippet ned, ofret i byudvidelsens navn. Tårnhøje træer blev erstattet af broer, veje, nye betonstrukturer. De få grønområder, der stadig eksisterer –historiske symboler for fritid, skønhed og kulturel hukommelse – tages der ikkke længere hånd om. De falmer stille under forsømmelsens vægt.
Krokodilen og dens bånd til byen Ismailia
Længe før Ismailia kendtes som Ismailia, bar den et andet navn, et navn taget fra det vand, der skvulper ved dets veslige kant: Timsah-søen. Eller “Krokodilesøen.” Fra denne sø, rig på salt og myter, fik området sin identitet. Krokodilen – et dyr som både var frygtet og beundret det gamle Egypten – efterlod ikke kun sit aftryk på landskabet, men også på de lokale menneskers fantasi. Derfor blev den oprindelige bosættelse kaldt for Timsah (Krokodilen), et navn der vidnede om naturens magt og mystik.
Da byen blev grundlagt i 1863 i forbindelse med Suezkanalens opførelse, blev den kaldt for Ismalia som en hyldest til Khedive Ismail [tidligere hersker af Egypten, red.]. Men under sin officielle titel levede krokodilens ekko videre. En påmindelse om, at byens rødder er lige så forbundne med myter og vand som med historie og imperium.
Historien om Havernes By
På denne tid lignede byen en grøn oase midt i ørkenen. Med træer og haver, som var anlagt til de euroæiske ingeniører, der ankom for at deltage i opførelsen af Suezkanalen.“De Franske Haver” blev anlagt langs brede, skyggefulde avenuer, og Ismalia blev berømt for sin tæthed af træer. Under den britiske besættelse, og senere under den franske tilstedeværelse gennem Suezkanalselskabet, fortsatte man med at dyrke haverne og plante træer, især i “Det Europæiske Kvarter.” Indtil 1950’erne var Ismailia alment kendt som Havernes By.
Efter nationaliseringen af Suezkanalen
Opmærksomheden omkring byen fortsatte efter nationaliseringen af kanalen i 1956, men bydudvidelse begyndte at trænge sig ind på de grønne områder. Efter Oktoberkrigen i 1973 igangsatte genopbyggelsen og strømmen af nye indbyggere en bølge af urban vækst, og man fjernede haver og træer for at gøre pladse til boliger, veje og andre faciliteter. I 1980’erne og 1990’erne ændrede byens grønne væv yderligere af opførelsen af vejbroer.
På tværs af byer: Broer og moderne veje
Following the nationalization of the Canal in 1956, attention to the city persisted, yet urban expansion began to encroach upon its green spaces. After the October War of 1973, reconstruction and the influx of new residents triggered a major wave of urban growth, leading to the removal of gardens and trees to make way for housing, roads, and new facilities. In the 1980s and 1990s, the construction of internal bridges further transformed the city’s green fabric.
Spanning the City: Bridges and Modern Roads.
Ved indgangen til det nye årtisunde, og især efter 2010, accelerede tempoet for opførelsen af broer og tunneler. Målet var at forbinde Ismailia med det såkaldte Suez Canal Corridor Development Project. Denne udvidelse skete på bekostning af grønne områder, især langs Timsah-søen og ved byens indgange, hvor dele af de historiske, grønne bælter blev ryddet for at give plads til strukturer som Serapeum-broen og Nemra 6-broen. Byudvidelsen havde effekter på mere end landskabet og formindskede også biodiversiteten. Visse fugle og planter, der historisk havde været knyttet til byens haver, forsvandt gradvist.
Ismailias historie er ikke kun en fortælling om fordums storhed. Men også om kampen mellem hukommelse og modernisering, mellem en bys naturlige sjæl og presset fra den nådesløse byudvidelse.
%201.png)
.avif)
.avif)
.avif)
.avif)
.png){kind=avatar}
