Jeg gik en tur ud i byen for at indfange, hvordan teknologi har viklet sig ind i vores liv. For at lade gaderne vise mig vej. Jeg satte min udløbne sort-hvid film fra 1996 ind i mit analoge kamera og vandrede ind i den travle verden. Tilbage i de sene halvfemsere var forbindelser ikke øjeblikkelige, som de er i dag. De kom i kuverter, aftalte telefonopkald, filmruller. Ikke i likes og notifikationer. Der findes altid noget i de rum, som vi skynder os igennem.

Det kræver bare, at man sætter farten ned, observerer, kigger efter de underbevidste tegn.

Den stille ensomhed omkring mig talte til mig; folk der venter på transport, deres øjne limet til skærmene. Vi forbinder os, men på måder som fjerner os fra øjeblikket.

Optagede telefonlinjer, der prædiker familie, elskere, venner og fællesskaber. Den skrøbelige forbindelse er mere en afledning end et dybt bånd. Der er en venskabelig fotrolighed, når vi chatter på vores forskellige apps.
Et opkald fra en velkendt stemme kan lette ensomhedens angst, selv på det tryggeste og travleste steder. Min far var en stemme langt, langt borte, som kun sommetider nåede mig, men når stemmen bragte ham til mig, blev jeg fyldt med glæde og tryghed.

Som jeg gik dybere ind i byen, kiggede jeg på mennesker som karakterer i min fortælling; To ældre sad med deres telefoner, fortabt i deres egne digitale verdener, mens en ung dreng var hyperfikseret på en and – på en næsten meditativ måde.

Så kom jeg forbi en PlayStation-café. Den eneste lyskilde var de skarpe fjernsynsskærme, mens larmen fyldte luften, og grupper af unge samledes om skærmen som møl om en lampe og skiftedes om at spille et racerbilspil. Dette så ud som fællesskab og forbindelse gennem en skærm. Maskinen var bare et værktøj til at forbinde sig og bygge venskaber. Sådan ser deres verden ud: Skærme og virtuelle rum, der føles som ægte forbindelse.


‍

Samtidig reflekterede jeg over min mor, og måden hun plejede at fange øjeblikke med latter og leg på sit filmkamera og sende dem over havet til min far. Pakket ind i varme og enkelhed.
Han svarede med billeder fra sine rejser, sine dage, med lange, følelsesladede tekster på bagsiden.
Min vej fortsatte, til jeg fandt mig selv foran en lille butik, fyldt med stakke af gamle, ødelagte fjernsyn. En gammel mand sad i deres midte, næsten som om han vogtede over resterne af de ødelagte skærme.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke over kontrasten mellem disse to steder i den samme gade, da manden spurgte mig, hvad jeg lavede, og mens vi havde en samtale om mit projekt, og blev enige om alvoren i, at vi føler os afkoblede fra virkeligheden.

Engang bragte disse teknologier mennesker tættere på hinanden, men sådan er det ikke længere. Erkendelsen af, at vi er gået fra at knytte os til hinanden gennem simple glæder som et brætspil eller en gemmeleg til at jagte selvforglemmelsen i det blinkende lys og notifikationernes lyde.
Vi længes efter den udgave af livet: Hvor latter rungede på legepladserne, hvor vi løb vilde, ubebyrdede, ubundne af den glødende skærm.
Gaden talte igen:
Lysende skærme tiltrækker mennesker.
Ødelagte efterlades.

Og afstanden mellem de to er ikke lang, men føles uendelig.
Min sti sluttede ikke her. Jeg gik videre, og synet af kontakter og strømforsyninger trak mig ind i el-forretningen. Det er sjovt, hvor mange spørgsmål en TÆND/SLUK-knap kan vække:

Får vi styrke, når vi taber den?

I dette nye område var dagen stille, selvom jeg gik i nærheden af den travle gade ved vandet. Jeg kunne ikke trænge langt nok ind i folks privatsfærer til at tage billeder af dem med deres telefoner. Jeg fangede dog et skud af en mand, som tog et billede, indrammet af havet bag ham.

I dette øjeblik tænkte jeg:

Hvorfor indfanger vi konstant disse øjeblikke hvis ikke for at føle en en slags forbindelse? Ligger vores kærlighed virkelig i disse håndgribelige billeder, håndholdte og fulde af varme?
I disse tider fanges øjeblikke gennem Instagram stories og digitale billeder, immaterielle, urørlige. Et enkelt tryk kan slette dem for evigt, som om mindet i sig selv aldrig havde eksisteret og uden nogen måde at gendanne det.



‍

Balancegangen.
På min rejse vandrede jeg ikke alene i gaderne. Jeg balancerede også mellem min hverdags arbejdsliv og min kunstneriske stræben.

Dette projekt var en afspejling af min egen indre kamp. Mellem livet i en digital verden og min søgen efter sand forbindelse fandt jeg øjeblikke, der føltes som spejbilleder mere end noget andet.
Den store indsigt, som blev hos mig efter alle oplevelserne, frustrationerne og refleksionerne, var, at forbindelse ikke kun handler om at være sammen fysisk.

Det handler om virkelig at være til stede med hinanden, engagere sig i autentiske øjeblikke, også selvom det er ved at spille videospil på en skærm eller at fange et minde til Instagram sammen.

Det vigtige er ikke, hvordan vi knytter bånd – det er hvorfor vi gør det. Vi gør det for at finde den ægte forbindelse, som kan afholde os fra at falde ned i teknologiafhængigheden i netop det øjeblik, hvor vi er mest sårbare.
Hvordan kan vi navigere i balancen mellem den virtuelle verden og virkeligheden? Mellem skærmens skarpe lys og den menneskelige forbindelse stilhed?

Teknologien og medierne kan godt skabe en følelse af forbundethed, en overskridelse af tid, et godt humør, uden at vi falder ned i afhængighed og overforbrug.


Derfor er ægte forbindelse vigtig. Den tvinger os til at se hinanden i øjnene. Ikke gennem vores skærmes filtre, men ansigt til ansigt, så vi kan genkende, forstå og føle hinandens nærvær.


‍