De bedste
ting vi ejer

Onkel Hazem

“Talent handler ikke om at være den bedste. Det handler omat finde noget, du nyder og så udmærke dig i dét.” – Kathryn HardyTil sidst mødte jeg Onkel Hazem på Damietta Corniche, hvor minder omfavner byens varme.

Han går som skyggen af minder, der aldrig dør. En mand, som har transcenderet tiden gennem sin linse, fanget mellem børn og voksnes minder, med sit kamera siden 1979.

Manden, som har levet sit liv bag linsen, blev vores bys mest kendte fotograf – kendt af alle, og bekendt med alle.Hans gamle cykel bevæger sig langsomt, og med et smil så varmt som freden selv siger han altid sin berømte sætning: “Smil!”

Og gamle og unge smiler tilbage. Ingen har nogensinde modsat sig. Med sit simple kamera har han fanget vores største øjeblikke: vores latter, vores første skoledag, dimission, brylupper.

Jeg spurgte ham: “Har fotografi givet dig den succes, du håbede på?”
Han svarede med et tilfredst smil: “Fotografi gjorde mig rig på måder, som penge ikke kan måle. Det gav mig folks kærlighed.”

Jeg tror, at vi har vænnet os til kun én version af succes. Men Onkel Hazems succes er anderledes. Den er hans helt egen. Han tjente ikke en finansiel formue på fotografiet, men han efterlod et dybt aftryk i hjertet hos alle, der har kendt ham.Onkel Hazem er et eksempel på talentet, når det modnes til en livsfilosfi. Han fandt glæde i øjnene hos dem, der så deres billede for første gang. I et barns uopfordrede smil.

Fotografi var ikke alene hans arbejde. Det var også en måde at gøre folk glade, at holde tiden bort fra glemslen. Han fangede øjeblikke for at bevidne tiden.

Gennem Onkel Hazem forstår vi talentets sande betydning: At finde det, der minder om dig. At gøre, hvad du elsker. Og at eferlade et aftryk, som måske ikke kan ses med øjet, men mærkes af hjertet.
Konklusion: Rejsen, der ligner os alle

Det spørgsmål, som fulgte mig gennem hele dette projekt, stammede fra et øjeblik, da jeg var 14. Jeg spurgte min mor:

“Hvad er mit talent? Læreren spurfte os i skolen, og hun sagde, at de som har et talent, kan være mwed i Mors Dag-fejringen.”

Min mor svarede:

“Ingenting. Du kan ikke tegne, og din stemme er ikke god. Det er ikke alle, der har et talent.”

Fra den dag og til jeg dimitterede fra universitetet troede jeg, at jeg ikke havde noget talent. Indtil jeg en dag fandt lyset i mig selv.

Jeg tror, at vi alle har noget inde i os, som kan hjælpe os med at nå vores drømme – men vi har ikke alle værktøjerne til at nå dertil.

Mange ting kan vejlede os – eller vildlede os: familiens støtte, anerkendelse, vores omgivelser, penge, lige muligheder.Og det var, hvad vi så i dette projekts tre helte.I sidste ende: Talent repræsenterer lys for mig. Og dette var lysets rejse.I fysikken er lyset usynligt, indtil det falder på objekter, som kan reflektere det tilbage til vores øjne. Det er det største vi har, men ikke kan se.Talent er det samme. Det ses ikke i sig selv, men det afslører sig selv gennem handlinger, kreativitet, aftryk.Nogle objekter reflekterer lys. Nogle absorberer det. Andre lader det passere igennem sig.Jeg tror, at når en person finder sit talent, så forvandles de fra en fast krop til et gennemsigtigt medie, som talentet skinner igennem, oplyser deres vej og efterlader et skinnende aftryk på verden.

Ibrahim

“Ægte talent opstår, når du har en passion og et dybt ønske om at blive den bedste – selv hvis dine omgivelser ikke støtter dig.” – William Shan
‍
I en by, der kun lytter til de forbipasserendes fodtrin og gadesælgernes råb, prøver Ibrahim at finde sin stemme. Med sin oud fortæller han sin historie.

En 25-årig mand med et ansigt, der har en hel generations træk.Den slags ansigt, der hverken udtrykker nederlag eller sejr, som om det er neutralt. Mellem drømme og skuffelser.

For ham er musikken det sandeste sprog. Hver tone fra hans oud afslører noget om ham: udskudt længsel, skjult smerte, ord som han ikke kan få sig selv til at sige.Han spiller, som om han holder i sin sjæls kanter. Så den ikke spreder sig ud i tomheden.”Hans stemme er tabt, dog fuldendt.”

I hans melodi ligger sorgen fra en generation, som ikke fik chancen for at drømme uden frygt. Han kender de unge mennesker som ham seiv, de løber gennem tidens labyrint i jagten på sig selv.

Som alle andre blev Ibrahim sat i verden uden at blive adspurgt. Der fandtes ingen til at vise ham vejen mod sine drømme, ingen til at lære ham, hvordan knogler bliver til noget med værdi.

Han er ikke en helt, men han er heller ikke knust.Han er os. I vores forvirring, vores udskudte drømme, vores frygt for at slå fejl, vores intense drift efter at bevæge os fremad.

“Ibrahim lærer os en enkel, men dyb lektie: ‘En person bliver ikke for alvor gammel, før de stopper med at prøve.’”

Selvom han ved, at ingen ser ham, fortsætter Ibrahim med at spille, som om hele verden lyttede.

Han ved, at i sidste ende er en person ikke defineret af deres ejendele. Men af det, som de elsker.

Mohanad
‍‍
Barbara Sher: “Af og til opdager vi ikke vores talenter, før vi har brug for dem.”Ved havet, hvor bølgerne slår mod fraværende drømme, står Mohanad, en fjortenårig dreng, som ikke ved andet om barndommen, end at livet fløjter.

En fløjten så stor som livet selv, men som også tynger ham, når han står bag vognen og sælger kartofler.

Mohanad har aldrig lært at læse eller skrive, og han forstod ikke mit spørgsmål. Da jeg spurgte, hvad hans talent var. Ordet lå så fjernt fra hans ordforråd.

Efter en lang tavshed fortalte han mig noget, som han aldrig havde indset, at han havde.

“Jeg ved, hvordan man svømmer… alene.”

I omgivelser, der ikke kender til kysterne og med en fremtræden ulig den yndefulde svømmers blev Mohanads svømning en livline for folk i Ras El Bar. Et barn som kaster sin krop i havets dyb for at redde andre. Kun havet kendte Mohanad: det omfavnede ham, når han havde brug for det, det gav ham den lethed, der ikke fandtes på land. Mohanad, som aldrig var blevet givet noget, gav sig selv svømningens gave. Han blev hverken mester eller stjerne, men havet bar hans vidnesbyrd. Hvor mange gange havde han været den tynde line mellem livet og druknedøden? Hvor mange gange var hans tung krop blevet let som en sommerfugl, når han reddede fremmede? Han er som kropsliggørelsen at det talent, der opstår fra nødvendighed.

Mohanad lærte mig, at talent kan være det mest enkle, vi besidder. Det behøver ikke applaus eller et publikum. Hans talent lå i hans handlinger.

Et talent, som øjet ikke ser, men som rører noget i hjertet. Nogle gange ligger det i “evnen til at redde andre”, eller i at opdage sig selv, når alle andre ikke kan se det særlige i dig.