Når en by glemmer sit håndværk
by Mariam Ashraf
I Damietta, en by hvor livet udspiller sig i smalle gyder og duften af træ blander sig med både håb og frygt, udfolder sig en historie om generationer, der er vokset op med tømrerhåndværket.
Her er håndværket ikke blot en måde til at tjene penge til at overleve; det er en identitet og en kilde til stolthed. Men i takt med at arbejdsløsheden stiger, og over 100 år gamle værksteder lukker, begynder den identitet at forsvinde. Det, der engang definerede befolkningen her, er langsomt ved at forsvinde, hvilket sætter mange menneskers levebrød og liv på spil.
Mens nogle kæmper for at få mad på bordet, er der en dybere krise under opsejling: tabet af håb. For mange er træarbejde ikke bare et job, det er alt, hvad de nogensinde har kendt. Det har formet deres træk og skabt deres historie. Og når værkstederne lukker, når arbejdet forsvinder, bliver det her tab en identitetskrise. Selvmordsraten stiger, ikke på grund af sult, men på grund af fortvivlelse. På grund af tabet af en del af sig selv.
Det her projekt dokumenterer den økonomiske tilbagegang, som træhandlere og møbelsnedkere i Damietta står over for, en nedgang, der har tvunget mange til at lukke deres værksteder og opgive det erhverv, de har arvet fra deres forfædre. Nogle har skiftet til andre erhverv, andre, der ikke har kunnet bære tabets byrde, har taget deres eget liv.
Projektet fortæller historien om, hvordan kærligheden til håndværket blev til en byrde, der truede både liv og identitet. Det afslører deres voksende følelse af svigt, hvordan samfundet har marginaliseret dem, hvordan det håndværk, der er gået i arv gennem generationer, forsvinder uden at blive anerkendt. Og de spørger: Kan en by glemme sit håndværk?
Det er en historie om en by, det er en historie om kunsthåndværk, og det er også min historie.
Som mange andre, der er født i Damietta, er de første lyde, jeg husker fra min barndom, lyden af hamre, der slår søm i, og lyden af save, der skærer gennem træ. Luften var fyldt med duften af savsmuld og rå træ. Det var kulissen i min barndom, som jeg tilbragte i mine onklers hjem. I et halvt århundrede var de midt i Damiettas legendariske møbelindustri – hvor de mestrede håndværk, der blev videregivet fra far til søn som en dyrebar arv. De var der, da Damietta på sit højdepunkt producerede 1 pct. af verdens klassiske møbler i sine tusindvis af værksteder. Min ældste onkel var ikke bare tømrer, han var designer, en kunstner i sin egen ret. Kunder kom til ham fra hele landet.
Min fars familie kommer fra en lille landsby, der hedder, El-Khayata, en af landsbyerne i den nordlige del af Damietta-provinsen.
El-Khayata er kendt for sine møbelsnedkerier og malerværksteder, hvilket gør den til et af de førende knudepunkter for tømrerhåndværk i Damietta. Gennem årene har landsbyen oplevet en betydelig udvikling inden for det her område.
Min ældste onkel, Mohamed, var en af de første, der begyndte at arbejde som tømrer i El-Khayata, og han startede sin karriere efter krigen i 1967. Han åbnede et lille værksted i min bedstefars hus, hvor han arbejdede i syv år.
Hver dag bar han træplanker på skulderen og cyklede lange afstande fra byens centrum til El-Khayata. Men på grund af manglen på maskiner i landsbyen på det tidspunkt måtte han til sidst flytte sit værksted til centrum af Damietta.
Han elskede at arbejde med træ og lagde al sin energi og kærlighed i sit håndværk. I begyndelsen arbejdede han kun med sine egne hænder – ingen medarbejdere, ingen maskiner. Med tiden opbyggede han et godt ry for sine stuer, spiseborde og stole. Han blev i møbelbranchen i næsten tyve år, før han skiftede til tømmerhandel, indtil han gik bort.
Håndværket blev derefter videreført til mine andre onkler. På det tidspunkt var man garanteret en rimelig løn, hvis man lærte byens håndværk. Mestrede man det, ville det tiltrække kunder fra hele Egypten;
Min yngste onkel, Shaker, begyndte at arbejde på værkstedet i en alder af tolv år, hvor han lærte faget under vejledning af min mellemste onkel, Hussein. Han åbnede sit eget værksted i 1987, som hurtigt blev et rejsemål for købere fra hele landet, som min tante Afaf forklarer:
“Din onkel kom hjem fra værkstedet med gæster fra andre byer, vi gav dem mad og lod dem overnatte, så de ikke skulle rejse hjem om natten... Vores hus var altid åbent for alle.”
What truly sets Damietta apart is its mastery of “aiwma”,
the intricate art of wood carving and ornamentation.
Awima er et af de mest specialiserede kunsthåndværk indenfor møbelsnedkeri. Det er et af de ældste kunstformer, der har rødder helt tilbage til gamle muslimske og antikke egyptiske civilisationer. Kunsthåndværket er kendetegnet ved høj præcision, hvor håndværkerne indgraverer blomstrede og geometriske mønstre samt kunstneriske motiver, hvor hvert stykke træ bliver til et unikt stykke kunst.
I generationer har Damietta aldrig haft problemer med arbejdsløshed. Indtil begyndelsen af det her årti. Damietta, der engang husede næsten 90.000 møbelværksteder, var den førende provins i Egypten inden for møbelproduktion og -eksport og bidrog med næsten 1 pct. af verdens produktion af klassiske møbler.
Nu ligner byen en spøgelsesby. De fleste af de her værksteder – nogle af dem er over 100 år gamle – har lukket dørene. I 2020 var der ingen tvivl om effekterne af den her tilbagegang, da det egyptiske officielle statistikbureau offentliggjorde en dyster milepæl: Damietta havde den højeste arbejdsløshedsprocent i hele landet. Som møbelindustrien har været i forfald, er håndværkerne i Damietta blevet tvunget til at forlade det erhverv, de har kendt i årtier. Nogle har holdt deres butikker åbne. Jeg har talt med nogle af de tilbageværende butiksejere:
Tvillingerne Mostafa og Mohamed El-Khodary har arbejdet i Damiettas butikker siden de var otte år gamle. Ud af ni søskende, der alle er uddannet i branchen, er de de eneste, der forbliver i branchen og holder deres butikker åbne.
Skader er blevet en del af dagligdagen
Under mine interviews med de tilbageværende butiksejere i Damietta hørte jeg mange forskellige mulige løsninger. Nogle foreslår at sænke afgifterne på materialer, hvis priser er steget dramatisk og konstant på grund af inflation. Andre foreslår statslige tilskud til små møbelproducerende virksomheder, så de kan konkurrere med de større multifabriksvirksomheder, der dominerer markedet for nationalt producerede møbler. Mange ønsker at kunne eksportere deres varer – eller begrænse møbelimporten. Udefra kunne man også foreslå, at håndværkerne opdaterer deres stil og markedsføringsmetoder – ved at åbne organiserede butikker over hele landet, hvor deres arbejde kan udstilles og sælges.
Ingen af de her ideer blev fremlagt med håb i stemmen. Alle, jeg mødte, havde en opgivende accept af deres håndværks tilstand, og håbløsheden fyldte luften i de smalle gader i det, der føltes som en kollektiv depression.
Mariam Ashraf
Mariam Ashraf, 26 år er en visuel fortæller, dokumentar- og streetfotograf der bor i Damietta, Egypten.
Hun dimitterede i 2021 fra Faculty of Applied Arts, Interior and Furniture Design Department.
Hun begyndte sin fotografiske karriere i 2018. Hun tror på, at der findes skønhed i alt omkring os - selv i kaos. Hun elsker at indfange spontane og flygtige øjeblikke, der er fyldte med ægte følelser, og hun er passioneret omkring at dokumentere historier om inspirerende mennesker, der endnu ikke er blevet set. Ashraf arbejder ud fra at enhver har en historie der fortjener at blive fortalt, og at ethvert øjeblik rummer en unik skønhed, der er værd at fastholde.
For hende er fotografi mere end blot et erhverv; det er en form for terapi. Det giver hende mulighed for at forbinde sig med verden, udtrykke sine følelser og finde mening i hverdagens mindste detaljer.
I 2022 var hun blandt ti fotografer i Egypten udvalgt til at deltage i et dokumentar- og fotojournalistisk fotografiforløb tilbudt af VII Academy.