Omridset af de mennesker
jeg ikke møder
af Heba Hamza

Dette projekt handler om de små brudstykker af kultur, man møder i hverdagen i Egypten.
Scenerne fortæller om mennesker gennem de genstande, som de anvender. Beskueren får lov at opleve menneskenes spor i hverdagen og se den måde, de projicerer sig selv ud i omgivelserne. Jeg har valgt tilten “Essensen af de mennesker, jeg ikke møder”, fordi det udtrykker den følelse, billederne giver mig. En følelse som jeg håber, at beskueren også kan genkende. Scenerne er nemlig kendetegnet ved det, der ligger bag dem. Jeg er ivrig efter at holde øje med sporene efter de mennesker, jeg møder. Vi opfatter normalt mennesker gennem de første indtryk, deres udseende, deres tøj, måden de bærer sig selv på. Men du kan se dem på en anden måde, hvis du kigger efter de spor, de efterlader. Jeg vil også gerne fremhæve en overset side ved Egypten, og de genstande, jeg har dokumenteret, er del af den egyptiske kultur. Måske kan scenerne virke rodede eller tilfældige, men deres meningsrigdom overskygger førstehåndsindtrykket. Et billede ad gangen vil jeg gøre dig mere fortrolig med, hvorfor folk efterlader deres spor – og forhåbentlig vil du føle den varme, som vores land er så kendt for.
Dette projekt er en påmindelse til beskueren om at være opmærksom på deres omgivelser, om at læse mere ind i dem. Det handler om at vise andre sider ved den egyptiske kultur ved at være opmærksom og lægge mærke til historierne i de små ting. Når det kommer til stykket, ligger et menneskes essens netop her.






En sommerdag gik jeg i en gammel gade i min by, Alexandria i Egypten. Mit kamera hang fra min hals, ledte efter noget smukt at fotografere. Jeg var omringet af forvitrede mure og gamle bygninger. Måske ser de moderne kvarterer pænere ud, men historiefortælleren i mig har altid været fascineret af tidens spor. Gamle steder har i sagens natur mere historie.
Jeg drejede om et hjørne og stødte på en scene, der føltes så hjemlig for min egyptiske sjæl. Enkel, basal, ikke smuk ved første øjekast men fuld af personlighed, alder og autenticitet. For mig det stærkeste udtryk for livlighed.
Her er, hvad jeg så: En typisk træstol, som man finder overalt i Egypten. Et gammelt arbejdsbord i træ, holdt i live af an lang række reparationer, åbne vinduesskodder med en pude hængende til udluftning i solen, et skilt med citater fra religiøse vers, lametta tværs over gaden på grund af fejringen af den hellige måned.
Hverdagslivets små indikationer, indrammet af de slidte mure, indfangede essensen af mit folk helt perfekt.

Men virkeligheden kunne ikke være mere anderledes. For der er noget ærligt ved et spor efterladt så ubesværet og tankeløst. Slitagen på stolens stof, tekoppens placering, de sunde planter, den trætte radio, kostene som har fejet tusinde kilometers beton. Spor som kun opstår gennem uendelige repetitioner og ren tilstedeværelse.
At møde mennesker gennem deres essens, selvom jeg slet ikke møder dem.
Jeg drages af de næsten tomme tekopper mellem to stole, som er trukket sammen. En scene for en hjertelig samtale. Og kanden med vand, stillet frem til fremmede, en simpel og oprigtig gestus. Håndskriften på væggen, tøjet på tørresnore og den hellige bog i en parkeret bil, som ser ud til at være udtjent af regelmæssig genlæsning.
Jeg ser de mennesker, som boede her og passerede herfra, historierne som fortælles på ét øjeblik. Hver eneste scene indeholder historier, karakterer og liv.




Jeg støder altid på stole uden for butikker, værksteder og døråbninger. Jeg ser dem, og tænker på mennesket, som starter sin morgen her, afrunder sin dag her, hviler mellem arbejdsdagens forpligtelser. Uanset deres form, størrelse eller type vil mange af disse stole have spillet en anden rolle tidligere i deres liv. En dyr, luksuriøs læderstol var engang stjernen i et rum i et pænt hus. Kun brugt af gæster ved særlige anledninger. Nu, i et senere kapitel i dens liv, bor den på gaden med helt nye ejere og brugere. En trone for vilde katte. Og en træstol, som engang gik i stykker og ville være dømt ubrugelig, hvis det ikke havde været for dens ejer, som igen og igen har repareret den og givet den nyt liv. Hver gang ejeren reparerer den, må han leve med en lidt mindre stabil stol, en lidt mindre smuk stol – fordi det er vigtigt for ham at beholde den.
Disse historier, som spinder sig mellem mennesker og genstande, skaber nye fortælletråde og nye liv. Gennem dem ser jeg, hvordan bæredygtighed opstår naturligt, når hjertet værdsætter kærlighed, fortrolighed og taknemmelighed.
Alsidigheden i den idé fascinerer mig. Den simple lerbeholder og stationerne med filtreret vand, som har deres egne pladser på gaden. Begge disse former bygger på det samme koncept, men er blevet udformet med forskellige forhåndenværende ressourcer. Og når man kigger nærmere, ser man, at det menneske, som fylder lerbeholderen – der kun indeholder nok vand til én person – har gjort en indsats for at fylde den flere gange dagligt. At tage sig tid til at gøre noget for komplet fremmede – flere gange om dagen, hver dag – er et tegn på omsorg for fællesskabet.










Og sådan forelskede jeg mig i, at se verden, dybere end første ved første blik. For i detaljen ligger livets reelle essens.



















