Tredive år siden, i sommervarmen, ville en bedstefar tage sine børnebørn med til Sidi Bishr-stranden i den østlige del af byen. Louay, en af børnebørnene, erindrer: “Den tur til stranden var en del af vores sommertradition. Vi ville medbringe parasollen og stolene, og gå derhen om morgenen fulde af begejstring, og vende hjem ved soldnedgang, trætte men glade.” Traditionen stoppede, da bedstefaren døde. Selv hvis de ville, kunne børnebørnene ikke gentage ritualet, for i 2023 forsvandt selve stranden da havniveauet steg. Strandbredden rummede også minder for mange alexandrianere, inklusive mig selv. Den satte scenen for mit første kys, og mange af mine barndomsminder er som Louays. Vi deler de samme minder i byen.
Da jeg først så scenen af stranden som sank, indså jeg at det var nytteløst at benægte det faktum, at byen ville synke. Jeg følte mig trist og hjælpeløs, og jeg huskede de forskellige artikler, som forudsagde, hvordan Alexandria ville synke i de kommende år – sådan som earth.org også viser på et kort, hvor det simuleres, hvordan hele byen vil blive opslugt inden 2100. Det, at stranden er sunket, er en mærkbar begyndelse på byens fremtid. Forsker Yasmine Hussein fra Alexandria Center for Human and Urban Studies siger, at antallet af strand, som er svundet ind som følge af naturlige faktorer, nu omfatter 40 pct. af byens samlede antal strande henover de sidste 30 år.
Ikke langt fra Sidi Bishr-stranden sidder en familie fra en nærliggende by på Miami Beach og bruger et par dage af deres sommerferie. Den ældste bror svømmer i havet tæt på sin familie, mens den yngste søn ved siden af dem bygger figurer af sand blandet med byggeaffald. De sidder i den tunge skygge af en bilbro, der er bygget direkte på strandens sand. Bølgernes brusen kæmper mod støjen fra de biler, der kører forbi ovenover. Denne familie er, ligesom mange andre, uvant med dette syn. Den nybyggede bro, der har til formål at lette trafikken på vejen, har blokeret solens stråler og himlens horisont.
Et nyligt studie, der undersøgte årsagerne til det stigende antal bygningskollaps i Alexandria, som har nået 280 i løbet af de sidste to årtier, opdagede en sammenhæng mellem strandens tilbagetrækning, jordnedsynkning og bygningskollaps. Resultaterne viste, at sammenstyrtningerne er forbundet med alvorlig kysterosion forårsaget af sedimentforstyrrelser som følge af årtier med ineffektiv landskabsforvaltning og byudvidelse langs byens havnefront. Denne alvorlige erosion, kombineret med stigningen i havniveauet, fører til øget indtrængning af havvand, hvilket hæver grundvandsstanden i kystnære akviferer. Dette fører til forringet jordstabilitet og accelereret erosion af bygningers fundamenter, hvilket i sidste ende fører til deres sammenstyrtning. Studiet identificerede et meget sårbart kystområde i Alexandria med mere end 7.000 bygninger i fare, hvilket gør det til det mest sårbare sted i Middelhavsområdet.
“Jeg husker, at der på Cleopatra Beach var hytter, og vi at plejede at sidde på sandet, og der var en lille ø nær kysten, som unge mænd plejede at svømme om kap til. Nu er det væk,” sagde min ven Rafi og holdt en pause, før han tilføjede: “Der er kun betonblokke.” Vi sad på en af disse solide grå blokke og kiggede ud over havet, da han pegede på det og sagde: “Der var engang en strand her.”
I byens centrum står tusindvis af solide, kubiske grå betonblokke på række. “Jeg ser dem som barrikader, der adskiller os fra havet,” sagde Rafi. Disse blokke, ledsaget af advarselsskilte i stedet for mennesker, har stået på stranden siden 1990'erne, da Corniche-vejudvidelsesprojektet begyndte for at beskytte byens forreste linje mod stormfloder. Rafi beskriver problemet som et, der “ikke handler om strandene, men om humaniseringen af byen. Byen er kommet til at tjene køretøjer, ikke mennesker. En del af Shatby-stranden er blevet til et parkeringshus.” Rafi fortsætter med at tale om sit forhold til betonblokkene, og hvordan de har spærret for havudsigten i flere områder. “Det sker igen nu i den østlige del af byen,” siger han. “Vejene udvides på bekostning af strandene, og jeg forventer, at den dag snart kommer, hvor der ikke er nogen strande tilbage i Alexandria.” Ved at sammenligne de resterende strande i år med begyndelsen af 90'erne fandt jeg ud af, at vi har mistet 10 ud af 15 strande i Alexandria.
Tirsdag den 20. august 2024 blev tørdokken og Dekheila Fortress, det ældste registrerede Mamluk-monument i Alexandria, beliggende på Dekheila Beach vest for Alexandria, revet ned. Denne gang kollapsede fæstningen ikke på grund af havets bølger.
Dekheila Beach betragtes som den største strand i Alexandria. Den rummer resterne af Dekheila Fortress og en tørdok, der er 300 år gammel. To gamle Armstrong-kanoner ligger ved siden af det i skyggen af et træ med udsigt over stranden.
Den brede strand, der bærer spor af en historie, som i århundreder har set tiden gå, er blevet en del af folks egen fortælling. Den rummer minder om blod, krige, bombninger, ødelæggelse og død. Den rummer også den blødere historie, der fortælles i intime sammenkomster og mellem venner: et møde på kysten, et foto ved siden af den gamle kanon, et flygtigt kys mellem bølgerne. Den husker fodboldbanen, der stod der i årtier, jublen ved havet og farvelråbene til dem, der gik tabt i bølgerne. Dette er en historie, der fortæller, hvem vi er, og enhver ændring af den ændrer vores fortællinger.
I begyndelsen af 2024 blev der truffet en beslutning om at bygge Middle Port (El Meks Port), en syv kilometer lang geografisk forbindelse mellem havnene i Alexandria og Dekhela, der omfatter området Dekhela Beach. I det øjeblik følte jeg, at jeg måtte tage afsked med denne kyst og dens monumenter. Jeg var ikke alene. Jeg mødte mange beboere fra Dekhela, der var der for at tage mindefotos, som jeg selv tog for dem.
En af de mennesker, jeg mødte på bakken ved fæstningens ruiner, var Fares, en ung mand fra Dekheila. Jeg bad om hans tilladelse til at optage, mens han delte sine minder og fortalte, hvad stedet betyder for ham, med lyden af mennesker og vinden omkring os. Fares fortalte mig om den sorg og de konsekvenser, denne beslutning havde for beboerne, og forklarede, at nogle familier bliver nødt til at forlade deres hjem og flytte til det sociale boligområde Bashayer El Khair, som ligger flere kilometer væk.
Mere end 70 kilometer mod syd, i byens øde bagland, på en bakke, der hæver sig omkring 15 meter over jorden, valgte Mona Magdys far et sted, der virkede som et sikkert tilflugtssted fra en potentiel katastrofe. Dr. Magdy så dette sted, der ligger i et næsten apokalyptisk landskab, som det perfekte sted at bygge et privat hjem, der kunne tilbyde sikkerhed for hans familie.
Det jordfarvede hus, der afspejler det omgivende miljø, virker blottet for varme. En lille pool til børnebørnene ligger midt i haven sammen med essentielle planter som tomater og løg. Dr. Magdy designede huset for ti år siden med et sofistikeret dræningssystem for at mindske enhver potentiel risiko for oversvømmelse og indrettede det kun med det allermest nødvendige. På trods af hans næsten ugentlige besøg, beskriver Mona huset som livløst. Hun udtrykker sin modvilje mod det, men hun spekulerer på, om det nogensinde vil fungere som et rigtigt tilflugtssted i tilfælde af en katastrofe.
På trods af dette sjældne, bevidste og proaktive skridt, som Monas far har taget for at imødegå en trussel, som han selv måske aldrig kommer til at stå over for, men som meget vel kan blive en realitet for hans børn, føler Mona sig ensom i dette hus. Hun fortæller mig, at overlevelse ikke vil være individuel. Selv hvis hun, hendes datter, hendes søskende og deres børn overlever, hvem vil så være sammen med dem på dette sted?
%201.png){kind=small}