For nogle er det en flygtig tilstedeværelse i deres travle liv. De bliver så optaget, at de glemmer, at det overhovedet eksisterer, men nyder stadig de korte øjeblikke, hvor de kommer forbi, selvom de ikke har privilegiet at stoppe op.
Det er en kilde til fornyelse. Det giver dem den energi, håb og inspiration, de har brug for, når livets pres har drænet dem. Uden det føler de sig som en fisk uden vand.
Det er et uendeligt rige af potentiale og muligheder, hvor de kan forestille sig deres drømmeliv og leve i forestillingen om det, selvom det kun er i et kort øjeblik.
.svg){kind=icon}
Nogle projicerer deres lykkeligste minder på dets tæppe. De kommer til havet for at mindes og genopleve de dage, der er forsvundet, og sørge over de kære, der ikke længere er der. Det giver dem trøst og en skulder at græde ud ved.
For andre er havet et helligt vindue til det guddommelige, en udsøgt skabning, der nærer deres ånd. Det beroliger stormene i deres sind og giver dem vejledning og klarhed.
Nogle gange giver det sindet og sanserne en lille flugtmulighed, så besøgende kan vende ryggen til verden og lukke al støj ude.
Nogle taler til det som deres nærmeste ven og betror det deres dybeste hemmeligheder, velvidende at det altid vil lytte, forstå og aldrig dømme.
For nogle mennesker er havet en mor, der vugger dem i sin trøstende favn og inviterer dem til at udtrykke alt, hvad der er i deres hjerter. De har et så stærkt bånd til havet, at de ikke engang kan omtale det som noget ikke-levende. For dem er det levende. Et væsen med liv, karakter og evnen til at elske, trøste og støtte.
En loyal ledsager, der har været der for dem gennem alle livets op- og nedture, et vidne til deres sejre og hjertesorger. Det har overlevet alle venner, kærligheder, problemer og glæder.
Havet, en uendelig mængde minder, følelser og fantasi. Hvis du kigger langt nok ud, ud over det blå tæppe, der er smukt vævet af bølgerne, kan du måske glemme det nuværende øjeblik, selvom det bare er for et flygtigt sekund; flydende, strømmende, overgivet til tidevandet, mens det fører alt det, der tynger din sjæl, væk.
Da jeg bor i Alexandria, har havet altid været en vigtig del af min hverdag. Jeg har altid følt en længsel, når livets hurtige tempo trækker mig væk fra dets favn. Jeg ser det gennem vinduerne i min bil på vej til universitetet eller på vej hjem fra ærinder, og jeg ønsker, at jeg bare kunne sidde ved havet, indånde luften og finde ro i dets nærvær.
Som en person, der altid forsøger at være så produktiv som muligt og påtager mig mere, end jeg kan klare, mister jeg ofte mig selv i virvaret. Det er let at lade sig rive med og glemme at stoppe op og nyde blomsterne eller, i det her tilfælde, havet. Den længsel bliver kun større, jo længere tid jeg er væk fra havet, og jeg bliver stresset, mister fokus og brænder gradvist ud. Det føles, som om jeg langsomt drukner i denne hurtige verden, og der er den her smukke, storslåede udsigt, som jeg har privilegiet at komme forbi hver eneste dag, men jeg har sjældent tid til eller tager mig tid til at stoppe op, sætte farten ned og bare beundre dens eksistens.
Men når jeg endelig tillader mig selv at holde en pause og se på denne vidtstrakte horisont, forsvinder alt andet gradvist fra mine tanker. For første gang i lang tid er jeg til stede, jordbunden og afslappet. Støjen forstummer, og jeg bliver mere bevidst om, hvad der sker omkring mig. Mine bekymringer forlader min krop med hvert udånding, og når jeg indånder, strømmer energi, inspiration og lys ind. Havet genoplader mig, dets bølger strømmer over og fylder min kop igen, så jeg kan fortsætte.
Da jeg gradvist begyndte at lægge mærke til det her mønster, tænkte jeg: Føler andre mennesker det samme over for havet? Eller er det kun mig? Havet giver mig det, jeg har brug for: en pause, en påmindelse om at tage det roligt, trække vejret og ikke tage mig selv for alvorligt. Går de alle derhen af de samme grunde? Eller hvisker det noget helt forskelligt til hver sjæl?
Jeg startede det her projekt i håb om at finde nogle svar på de mange spørgsmål, der fyldte mit sind. På Alexandrias strandpromenade talte jeg med alle og enhver, der sad der og kiggede ud i det blå uendelige. Jeg stillede mine spørgsmål, og de svarede, og det overraskede mig, hvordan hver eneste person så noget forskelligt, noget særligt; hver enkelt var en åbenbaring i sig selv. Men hvorfor betyder det noget forskelligt for alle? Havet syntes at rumme en række betydninger – et spejlbillede af hvert hjerte, det rørte ved. Ud over de smukke samtaler, jeg havde, og de historier, jeg hørte undervejs, genopdagede jeg min egen forbindelse til denne uendelige horisont. Jeg tilbragte timer ved havet, fra solopgang til solnedgang, hvor jeg sugede dets nærvær til mig og lod det lede mig på den her opdagelsesrejse. For første gang gav jeg mig selv fuldt ud til det, jeg pressede det ikke længere ind i periferien af mit liv, men placerede det i centrum og gjorde det til min førsteprioritet.
Kun ved at se ud over havet kan vi virkelig se ind i vores egen kerne og finde ud af, hvad vi har brug for og ønsker i livet. Havet ser igennem det hele – de dele, vi knap nok kender selv, og da slet ikke deler med verden. Uanset om det er trøst for et træt hjerte, varmen fra et usagt venskab, en gnist af inspiration eller den stille omfavnelse af accept, kan du altid finde det ved havet. Det giver uden at spørge, svarer uden ord og lytter uden at dømme.
Da jeg bor i Alexandria, har havet altid været en vigtig del af min hverdag. Jeg har altid følt en længsel, når livets hurtige tempo trækker mig væk fra dets favn. Jeg ser det gennem vinduerne i min bil på vej til universitetet eller på vej hjem fra ærinder, og jeg ønsker, at jeg bare kunne sidde ved havet, indånde luften og finde ro i dets nærvær.
Som en person, der altid forsøger at være så produktiv som muligt og påtager mig mere, end jeg kan klare, mister jeg ofte mig selv i virvaret. Det er let at lade sig rive med og glemme at stoppe op og nyde blomsterne eller, i det her tilfælde, havet. Den længsel bliver kun større, jo længere tid jeg er væk fra havet, og jeg bliver stresset, mister fokus og brænder gradvist ud. Det føles, som om jeg langsomt drukner i denne hurtige verden, og der er den her smukke, storslåede udsigt, som jeg har privilegiet at komme forbi hver eneste dag, men jeg har sjældent tid til eller tager mig tid til at stoppe op, sætte farten ned og bare beundre dens eksistens.
Men når jeg endelig tillader mig selv at holde en pause og se på denne vidtstrakte horisont, forsvinder alt andet gradvist fra mine tanker. For første gang i lang tid er jeg til stede, jordbunden og afslappet. Støjen forstummer, og jeg bliver mere bevidst om, hvad der sker omkring mig. Mine bekymringer forlader min krop med hvert udånding, og når jeg indånder, strømmer energi, inspiration og lys ind. Havet genoplader mig, dets bølger strømmer over og fylder min kop igen, så jeg kan fortsætte.
Da jeg gradvist begyndte at lægge mærke til det her mønster, tænkte jeg: Føler andre mennesker det samme over for havet? Eller er det kun mig? Havet giver mig det, jeg har brug for: en pause, en påmindelse om at tage det roligt, trække vejret og ikke tage mig selv for alvorligt. Går de alle derhen af de samme grunde? Eller hvisker det noget helt forskelligt til hver sjæl?
Jeg startede det her projekt i håb om at finde nogle svar på de mange spørgsmål, der fyldte mit sind. På Alexandrias strandpromenade talte jeg med alle og enhver, der sad der og kiggede ud i det blå uendelige. Jeg stillede mine spørgsmål, og de svarede, og det overraskede mig, hvordan hver eneste person så noget forskelligt, noget særligt; hver enkelt var en åbenbaring i sig selv. Men hvorfor betyder det noget forskelligt for alle? Havet syntes at rumme en række betydninger – et spejlbillede af hvert hjerte, det rørte ved. Ud over de smukke samtaler, jeg havde, og de historier, jeg hørte undervejs, genopdagede jeg min egen forbindelse til denne uendelige horisont. Jeg tilbragte timer ved havet, fra solopgang til solnedgang, hvor jeg sugede dets nærvær til mig og lod det lede mig på den her opdagelsesrejse. For første gang gav jeg mig selv fuldt ud til det, jeg pressede det ikke længere ind i periferien af mit liv, men placerede det i centrum og gjorde det til min førsteprioritet.
Kun ved at se ud over havet kan vi virkelig se ind i vores egen kerne og finde ud af, hvad vi har brug for og ønsker i livet. Havet ser igennem det hele – de dele, vi knap nok kender selv, og da slet ikke deler med verden. Uanset om det er trøst for et træt hjerte, varmen fra et usagt venskab, en gnist af inspiration eller den stille omfavnelse af accept, kan du altid finde det ved havet. Det giver uden at spørge, svarer uden ord og lytter uden at dømme.
Zeina Eldanasoury
Bio
Zeina Eldanasoury er en fotograf og skribent, der har base i Alexandria, Egypten. I sit arbejde udforsker hun de indviklede historier fra det daglige liv, og de organiske forbindelser, der dannes mellem mennesker og rum, gennem skriftlig og visuel historiefortælling.
I Eldanasourys arbejde erkender hun at alt er i konstant forandring, særligt i Alexandria, og hun har opdaget at fotografiet ikke blot hjælper hende med at persevere byens ånd, men også at prissætte og nyde den mere.
Billedet har givet hende mulighed for at interagere og skabe forbindelser til alle slags mennesker: I stedet for blot at forbigå nogen på gaden, har hun med kameraet i hånden muligheden for at stoppe op, og høre deres perspektiver og somme tider endda hele deres historie.
.jpg)
