af Nadine Ali

Så længe jeg kan huske, har jeg ledt efter kærlighed – forsøgt at finde øjeblikke af varme og trøst i en by, der aldrig sover. Jeg har længtes efter at forstå, hvad det vil sige at værdsætte det flygtige. At elske det, som er dødeligt og dømt til at forgå. Denne rejse er mit eget minde om intimitet, en refleksion over, hvordan det engang føltes at holde og blive holdt. Disse øjeblikke af intimitet findes i de rum, som vi sjældent lægger mærke til. I vores hjem vores senge, vores elskedes arme, i ømheden i en moders bøn, den bløde hvisken fra en fugl, som passer perfekt i dine håndflader.
Jeg har længtes efter at forstå, hvad det vil sige at omfavne noget, selvom jeg ved, at det en dag vil forsvinde. Kærlighed som engang føltes så svær at finde, men som er begravet dybt i min krops hukommelse. Som ikke eksisterer permanent, men kun i mine følelser. Kærlighed fortæller os ikke hvor og hvornår, vi kan forvente den. Den forbereder dig ikke på tab. Kærlighed ætser sig selv ind i dine minder, efterlader sit spor på din væren.
Jeg var heldig at blive udvist tilliden til at tage mine billeder af folk i deres egne hjem. Det føltes så specielt at observere deres sameksistens, uforstyrret af mig og mit kamera, mens jeg bevidnede deres mest hjertelige øjeblikke og samtaler. Det mindede mig om mine egne minder med dem, jeg har elsket og mistet.
















