1
Hvor flygter vi hen fra os selv?
Svaret synes altid at være: flugt.
Den magiske kraft, jeg længes efter,
er at forsvinde.
Alene min forsvinden
føles som om den kunne løse alt.

2
Vi er et samfund, der frygter følelser.
Vi ved ikke, hvordan vi skal udtrykke dem.

3
Jeg har så meget at skjule.
Jeg har forsøgt at begrave det i årevis.
Jeg skammer mig, når det slipper ud på trods af mig.

4
Så kom lockdown.
Det var både skriget og stenen,
der brød min ryg.
Ingen steder at flygte hen fra mig selv,
fra mine tanker,
mine følelser,
min depression.
Jeg snubler gennem mange stier,
men de er væk nu.
Det eneste, der er tilbage, er mit værelse.
Alt presser sig ind.
Jeg kan ikke se noget længere.
Ikke engang min egen skygge.

5
Og alligevel er jeg næsten sikker på,
at det hjalp mig.
Denne ting,
denne kunstneriske praksis,
handlede ikke om kunst dengang.
Det var et spørgsmål om liv eller død.
Nogle gange ved jeg ikke, hvordan jeg skal sige ordene.
Der er en vægt på mit bryst.
Jeg føler, at jeg mister bevidstheden, når jeg begynder.
Min rationelle tankegang forsvinder,
den tankegang, der kontrollerer, der dikterer,
den barske stemme forsvinder.
Først da
føler jeg ikke min krops tyngde.
Jeg føler ikke mine tankers tyngde.
Jeg føler ikke min egen tyngde.

6
Vi voksede op,
og tavsheden blev hersker over alt.
Tavshed over for skade,
tavshed om vores følelser,
tavshed om alt.

7
På rejsen mod helbredelse
er deling en del af kuren.
Det gør dig lettere.
Det lindrer fremmedgørelsen.
Det blødgør livets skarpe kanter.

8
Jeg deler min notesbog med dig.
Måske mødes vores sjæle
på nogle af disse sider.
Måske vil siderne gøre dig lettere.
Måske vil vi føle os mindre alene.
Måske... kan alt ske. Hvem ved?

9
Og i din egen notesbog
ønsker jeg, at du prøver
at finde din egen form for kunstnerisk udtryk.
Leg.
Giv slip.
Befri dig selv.